»Det er virkelig frustrerende og uretfærdigt. Men vi kan åbenbart intet stille op, selv om vi ringede efter politiet.«

36-årige Sofie fra København fik et chok, da hun mandag morgen gav sig til at lede efter en ny Christiania-ladcykel på DBA (Den Blå Avis).

Lynhurtigt dukkede en fin ladcykel op i en annonce fra en cykelhandler på Nørrebro. Den yderst gunstige pris var kun godt 16.000 kroner.

Nyrenoveret og med kvittering, lokkede annoncen.

For Sofie var det eneste problem, at hun straks var helt sikker på, at billederne af ladcyklen viste præcis den samme cykel, som hun og hendes mand netop havde fået stjålet.

»Vi havde ladcyklen stående i vores aflåste baggård, men opdagede lørdag morgen, at den var blevet stjålet. Det er virkelig ærgerligt, da min mand og jeg er helt afhængige af den for at køre vores to børn i institution hver dag,« fortæller Sofie.

Det er ikke hendes rigtige navn, som hun af hensyn til sin sikkerhed ikke ønsker frem, men B.T. er bekendt med hendes identitet.

»Da jeg så annoncen på Den Blå Avis fra en cykelhandler, kunne jeg med det samme se, at det var vores stjålne cykel. Der var masser af små kendetegn og slidmærker, som jeg er vant til at sidde og kigge længe på, når jeg cykler.«

»Selerne til børnesæderne er helt særlige og indbyrdes forskellige. Vi har boret huller forskellige steder til et tidligere børnesæde og en forlygte, som også er de samme. Vi har sat en særlig fodstøtte på, som også er identisk, og en bule i bagskærmen er også den samme.«

»Sådan kunne jeg blive ved. Jeg kunne med det samme se med fuldstændig sikkerhed, at det var vores stjålne cykel, der nu var sat til salg hos en cykelhandler,« forsikrer Sofie.

Mandag formiddag slog hun sammen med sin mand alarm til Københavns Politi, og kort efter kunne hendes mand mødes med to betjente foran cykelforretningen på Nørrebro.

»Det tager mig kun 10 sekunder inde i forretningen at udpege vores ladcykel, som står der med alle sine karakteristiske kendetegn. Så beder betjentene mig gå udenfor, mens de indleder en længere dialog med indehaveren,« fortæller Sofies mand.

»Det ender dog desværre med, at politifolkene må fortælle mig, at ladcyklens aktuelle stelnummer ikke svarer til det, som vores ladcykel har haft. De har kigget på den lille metalplade på omkring 4 x 4 cm i bunden af cyklen, hvor stelnummeret står, og som er hæftet ind i stellet.«

»Men som politifolkene også sagde, så forekom metalpladen med stelnummeret til at være væsentligt nyere end resten af cyklen. Stelnummeret er tilsyneladende blevet ændret.«

»Det føles sindssygt og følelsesmæssigt irriterende at skulle stå to meter fra sin egen cykel og få at vide, at der ikke er noget at gøre. Men sådan var det åbenbart,« tilføjer Sofies mand.

For et par måneder siden meldte Københavns Politi ud i en lignende sag, at man var blevet kontaktet af en borger, der havde set sin stjålne cykel i en cykelforretning på Nørrebro.

Her viste det sig, at seks ud af de øvrige 52 cykler i forretningen også umiddelbart var stjålne.

Cykelhandleren blev sigtet for hæleri, og den sag er nu så langt i efterforskningen, at den er til juridisk vurdering med henblik på en eventuel tiltale mod cykelhandleren, oplyser Københavns Politi til B.T.

»Københavns Politi ser en tendens til, at cykler og her især dyre cykler som ladcykler og el-cykler bliver stjålet med henblik på videresalg. Vi ser enkelte gange, at man i den proces fjerner stelnummeret på cyklen, og vi er vidende om, at der nogle gange også slås et nyt stelnummer i stellet for herved at skjule cyklens identitet,« lyder det i et skriftligt svar fra vicepolitiinspektør Peter Reisz, leder af politikredsens afdeling for berigelseskriminalitet , da B.T. henvender sig for at få en kommentar til Sofies oplevelse med den stjålne ladcykel.

»Et generelt godt råd til alle cykelejere, herunder også ladcykelejere, er at indkøbe en godkendt og kraftig lås, og at låse cyklen fast til for eksempel et cykelstativ eller lignende. Derudover opfordrer vi til, at man tager et billede af cyklen og et nærbillede af stelnummeret. Har du en el-cykel, så husk altid at tage batteriet med dig,« lyder det videre fra Københavns Politi.