Fem pistoler og stoffer for millioner af kroner var fundene, da Københavns Politi tirsdag morgen lavede ransagning nær Pusherstreet på Christiania.

Omkring fem millioner kroner kunne være endt i lommerne på pushere på Christianias Pusherstreet i København. Men stofferne, der skulle have indbragt summen, blev tirsdag morgen beslaglagt af betjente fra Task Force Pusherstreet fra Københavns Politi sammen med krysantemum-bomber, ammunition og fem pistoler. Tre af pistolerne var ifølge politiet skarpladte.

- Det er meget bekymrende, at vi fandt fem pistoler. Det viser, at det er meget grove kriminelle, der styrer hash-markedet i og omkring Pusherstreet, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Københavns Politi.

Et nærlager i 'Loppebygningen' tæt på Pusherstreet var målet for den koordinerede aktion fra Task Force Pusherstreet og andre enheder fra politiet, som inden solopgang gik til værks på fristaden.

I alt beslaglagde ordensmagten over 70 kilo hash, omkring fire kilo pot, cirka 16 kilo skunk, 12.862 joints og 0,5 kilo marihuana. Derudover fik politiet fingre i de fem pistoler, kontanter, 1750 stykker ammunition, to skudsikre veste, hjemmelavede kanonslag og 12 to-tommers krysantemum-bomber.

- Vi er meget tilfredse med beslaget. Nok er mængden af hash ikke voldsom stor i forhold til de mængder, vi anslår bliver indsmuglet til Danmark og hvoraf en del bliver solgt i netop Pusherstreet. Men jeg kan forsikre om, at de kriminelle pushere, der blev ramt af vores aktion i dag, ikke finder beslaget ubetydeligt. Tværtimod. Aktionen rammer dem direkte på pengepungen, for den hash, der er klar til salg i Pusherstreet, er efter vores opfattelse både købt og betalt af pusherne, og et tab på cirka fem millioner kroner kan selvfølgelig mærkes - også blandt de organiserede kriminelle i Pusherstreet, siger Steffen Thanning Steffensen og tilføjer, at den vellykkede aktion er mulig på grund af samarbejdet mellem politiets enheder.

Fem personer blev i kølvandet på beslaglæggelsen tilbageholdt eller anholdt. Dog kunne politiet ikke knytte dem til hverken stoffer eller våben, og de er derfor alle løsladt igen.

Tidligere fremgik det, at effekterne var fundet på spillestedet Loppen. Det passer ikke. Effekterne blev fundet i 'Loppebygningen'.