Det var voldsomme scener, som hele fire familier vågnede op til en sen augustdag.

På Godthåbsgade i Nørresundby kunne familierne nemlig konstatere, at de havde været udsat for det, som politiet siden har efterforsket som groft hærværk.

Groft hærværk på familiernes biler, for at være mere nøjagtig. Det bekræfter Nordjyllands Politi til B.T.

Den førstede anmeldelse tikkede ind hos politiet søndag 29. august.

Anmeldelsen gik på, at bilen til en af familierne havde fået totalskadet og knust forruden. Senere kom yderligere tre anmeldelser fra familier, hvilket har sat gang i et større mysterium for politiet.

For status er på nuværende tidspunkt, at gerningsmanden ikke er pågrebet, oplyser politikommissær Michael Karstenskov til B.T.

Og grundet omstændighederne – at hærværkene er sket på samme vej og i samme tidsrum – mistænker politiet, at forbrydelserne er begået af en og samme person.

Alle hærværksforbrydelser er begået i dagene 28.- 29. august i tidsrummet mellem lørdag klokken 17 og søndag formiddag klokken 12.

Anmeldelserne i de fire sager går på følgende:

  • Frontrude knust på personbil
  • Hærværk ved at have sparket til højre sidespejl, dør og skærm
  • Forruden var delvist knust på køretøj
  • Venstre sidespejl på anmelders bil er ødelagt, formentlig ved spark

Har du en sag, som du ønsker B.T. Aalborg skal kigge nærmere på? Så kontakt redaktionen på tipaalborg@bt.dk.

Nordjyllands Politi har siden 29. august undersøgt det grove hærværk. Dog uden at kunne klargøre omstændighederne nærmere.

Derfor beder politikredsen nu offentligheden om hjælp til at komme til bunds i sagen.

Hvis borgerne har set eller hørt noget i det pågældende tidsrum, hvor hærværkene er blevet begået, vil man gerne høre fra dig.

Du kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Senere taler B.T. med Michael Karstenskov, der sætter yderligere ord på den efterforskning, som Nordjyllands Politi har arbejdet på siden slutningen af august.