Familien til forsvundet 43-årige taler for første gang: 'Vi er på ottende dag. Håbet glider længere og længere væk'

»I mit stille, dybe sind håber jeg, han bare har haft brug for at trække vejret et sted. Men vi ved det ikke. Vi har ingen fornemmelse. Vi har ikke noget at gå efter. Det er ulideligt.«

Ordene kommer fra en rystet stemme, der tilhører 40-årige Monica Jensen.

Hun er søster til den 43-årige mand fra Jerup, der er forsvundet på ottende døgn. Han er sidst set i byen torsdag i sidste uge, og siden er han som sunket i jorden.

Det har efterladt hans familie – mor, søster, nevøer og niecer – i et sandt mareridt, fortæller Monica Jensen til B.T.

»Det er frustrerende. Det er det virkelig. Man tænker det værste, håber det bedste. Men samtidig er vi på ottende dag, og det er, som om ens håb glider længere og længere væk. Vi går med en frygt, føler os ængstelige og frustreret over det hele.«

»Jo længere tid der går, desto sværere bliver det at finde ham. Det er ikke fordi, håbet er forsvundet helt. Men man er i et stadie, at lige pludselig sker der noget nyt og er helt oppe at køre. Men med ét får man et dyk, fordi der ikke er noget nyt. Og det bliver bare hårdere og hårdere, for vi ved jo ikke, om han er her mere,« siger hun.

Siden hendes bror forsvandt, har Monica, deres mor, politiet og et hav af frivillige brugt adskillige time på at lede. Overalt. Men indtil videre uden held.

Men Monica Jensen fastslår, at de ikke giver op. Også selvom håbet bliver mindre for hver time, han ikke er fundet.

»Han skal findes. Vi går og kører rundt og tjekker, hvor han kunne være. Der udspiller sig så mange scenarier.«

»Vi kan ikke lave andet alligevel. Jeg startede faktisk nyt job i tirsdags, men min nye chef siger, at jeg under ingen omstændigheder skal møde. Det eneste, det drejer sig om, er at finde ham.«

B.T. taler med Monica fredag 16. april. Under de nuværende omstændigheder ville de have ledt efter hendes bror. Men ikke i dag.

Han har nemlig fødselsdag og fylder 44 år, hvilket kun gør dagen endnu hårdere, fortæller Monica.

»Hvordan fanden skal vi komme igennem den her dag? Vi har været vant til at stå op med hinanden, synge sang, spise rundstykker og pakker gaver op. Men vi har ro på og skal finde på et eller andet – og have lov til at græde, være sur og synes, det hele er uretfærdigt.«

»I lang tid har vi kun være min mor, min bror og jeg. Vi er et lille trekløver og har passet på hinanden. Pludselig er vi kun to, og det giver en form for alenefølelse,« siger hun.

Det helt store spørgsmål, som Monica stiller sig, er 'hvorfor'. Hvorfor er hendes bror forsvundet?

Hun fortæller, at hendes bror er psykisk syg – men også meget stabil og velfungerende. Indtil for et halvt år siden var han inde i en sårbar periode, men alligevel føler Monica sig overbevist om, at han ikke har taget sit eget liv.

»Man er nødt til at være realistisk. Vi har gennemgået hans ting, for kunne han have skrevet et selvmordsbrev? Men det udelukker vi. Der er intet tegn på det, for han er en livsnyder.«

Monica uddyber, at han det seneste halve år har været i bedring. Og måske er det det, der har taget overhånd.

»Han har haft sådan en lykke, en livslyst efter ikke at kunne mærke sine følelser. Lige pludselig kunne han så mærke dem igen, og måske er han blevet ramt af en form for følelsesvoldsmagt. Det kan også være, han er gået fra sit hjem, og der er sket en ulykke. Men vi ved det ikke.«

»Der er ikke noget motiv. Vi søger også efter grunden. Hvorfor? Og vi kan ikke finde den.«

B.T. har været i kontakt med Nordjyllands Politi, der oplyser, at der stadig intet spor er efter den forsvundne 43-årige.

Torsdag havde man specialtrænede hunde i vandet, da et vidne mente at have set en mand i noget vand. Men det har ikke ført til noget, fortæller Monica.

Lørdag er det planen, at Missing People, der organiserer eftersøgninger af savnede, sammen med familien iværksætter en eftersøgning af ham. Indtil da er der ikke andet at gøre.

Imens har Monica lagt hans fødselsdagsgaver klar på brorens stuebord.

»Vi håber bare, han dukker op, så vi kan fejre hans fødselsdag. Det er sgu hårdt. At han er forsvundet ud af den blå luft.«

»Mine børn, hans nevøer og niecer savner ham ubeskriveligt. De kan ikke forstå det. Min søn siger, at han er gået ud i skoven og sover et sted. Han ved ikke, der er gået otte dage,« siger hun.

Monica håber inderligt, at borgere, der ved noget, henvender sig til politiet. Det kan man gøre på telefon 1-1-4.