Familien frygtede, de skulle miste deres klippe: Marcs overfald blev også henlagt af politiet
Rigsrevisionen revser mandag politiet for at henlægge for mange sager. Én af dem er overfaldet på Marc Gammelmark Hertzum, hvor hans familie et kort øjeblik troede, de skulle miste ham.
Marc Gammelmark Hertzum på hospitalet efterfølgende
Det var rent faderinstinkt, der en majnat i 2025 fik Marc Gammelmark Hertzum på benene og ud foran sit hus for at beskytte sin søn.
Sønnen var ved at blive overfaldet, men i stedet rettede gerningsmændene deres fokus mod den 37-årige far.
Han blev truet med kniv, slået og sparket i ansigtet flere gange.
Overfaldet blev anmeldt, men efter et halvt år henlagde politiet sagen, og det sker alt for tit, mener Rigsrevisionen, der mandag udtalte en skarp kritik af politiet.
B.T. vil gerne sætte fokus på konsekvenserne ved de mange henlagte sager. Er du en af dem, der har fået henlagt din sag? Så vil B.T. gerne tale med dig - skriv på sebj@bt.dk eller 31106279.
Overfaldet på Marc var så brutalt, at familien i et kort øjeblik var bange for, at de skulle miste deres klippe, der 'lå og rallede'.
»Der render blod ud af hans næse og mund, og vi tror i de sekunder, at han ikke vil overleve. Vores 17-årige dreng går rundt og føler, at han har fået slået sin far ihjel. Det er dybt forfærdeligt,« fortalte hans kone Zara tidligere.
Marc Gammelmark Hertzum
Det endte heldigvis ikke så tragisk for Marc, der 'slap' med en brækket næse og hjernerystelse.
Familien tænkte dog, at det ville være en relativ nem sag for politiet at efterforske, da de tre gerningsmænd kort forinden havde overfaldet en anden person, og da der er videoovervågning i området.
Men efter et halvt år fik de en voldsomt nedslående besked: Sagen var henlagt.
»Det er kun, når medierne har skrevet om sagen, at politiet har rørt sig. Vi kan ikke regne med vores system. Det undrer mig ikke, at folk bliver drevet til selvtægt, når så voldsomme overfald ikke bliver taget seriøst,« har konen tidligere sagt til B.T. om den situation.
Mandag har Rigsrevisionen kritiseret det danske politi for ikke at have efterforsket sager om både personfarlig og økonomisk kriminalitet godt nok.
Eksempelvis har man fundet 5.900 sager om personfarlig kriminalitet - herunder vold - hvor politiet har oplyst til den forurettede, at de har indledt efterforskning, men efter Rigsrevisionens vurdering foreligger der ikke efterforskningsskridt.
»Dybt frustrerende«, siger Marc Gammelmark Hertzum nu selv.
»Jeg er da dybt frustreret over, at politiet ikke gør nok. Min sag er ligegyldig i det her billede, hvor man åbenbart har henlagt så mange sager. Det er vildt problematisk,« siger han og fortsætter:
»Man tager ikke de her sager seriøst nok, og som offer føler man sig enormt magtesløs. Og det har været så svært for min familie.«
Spørger man Marc, er han slet ikke i tvivl: Overfaldet ville være kunne blevet opklaret, hvis man fra politiets side havde prioriteret det.
»Det er nemt for mig at sige, men jeg føler helt klart, at det kunne være blevet opklaret. Der er vidner til to overfald, videoovervågning, og der er jo også DNA,« siger han.
Sydøstjyllands Politi oplyste i december til B.T., at man har foretaget omfattende efterforskning med gerningsstedsundersøgelse, politihunde, vidneforklaringer og gennemgang af videoovervågning.
Efterforskningen har ikke båret frugt, hvorfor sagen blev henlagt foreløbig. Man afviste også kun at have efterforsket sagen, når pressen har skrevet om den.