OPDATERING: Manden er torsdag aften blevet fundet i god behold. Derfor er billeder og navne blevet slettet og anonymiseret i artiklen.

En dement mand gik hjemmefra i går fra et plejehjem i Valby, og i 19 timer er der ingen, som har set ham. 

Og nu deler hans datter endnu et opråb på Facebook. 

»Min far er stadig ikke fundet. Der er gået over 12 timer og han har ingen overtøj på. Jeg håber alle i Valby og omegn vil lede og kigge efter ham.«

Mandens steddatter uddyber til B.T., at alle kræfter er sat ind. 

»Min mor og hans datter leder ude i Valby, hvor de blandt andet har et kolonihavehus, men der er han ikke. Han kan desværre være gået langt, så jeg leder i Lyngby, hvor han har boet.«

Hun fortæller, at bekymringen stiger i familien - særligt på grund af vejret. 

»Vi er super bekymrede, for det er koldt uden for, og han har været væk længe.«

Københavns Politi har meddelt, at de leder med hunde, mens organisationen Missing People venter på godkendelse fra politiet, før de også begynder at lede. 

Hans datter opfordrer til at henvende sig til ham, hvis man ser ham - og kontakte politiet på 114.