13. juni blev en mand tidligt om morgenen klemt fast i en såkaldt kassevasker på Danish Crowns slagteri i Blans.

Manden blev fløjet til Odense Universitetshospital med svære kvæstelser, men er afgået ved døden.

Det oplyser familien tirsdag til JydskeVestkysten.

Den 44-årige mand døde fredag.

Manden blev fundet fastklemt af sine kollegaer. Allerede på dette tidspunkt var han livløs. Det vides ikke, hvor længe han på daværende tidspunkt havde været fastklemt.

Arbejdstilsynet har udstedt et strakspåbud til Danish Crown om at sikre, at kassevaskeren tages ud af drift, indtil fejlen eller skaderne er udbedret. Der skal derudover laves flere undersøgelser, som skal kortlægge, hvordan ulykken er sket.

»Det er dybt, dybt tragisk, at en af vores medarbejdere har mistet livet under sit arbejde på slagteriet i Blans. Vi gør alt, hvad vi kan, for at finde den helt præcise årsag og komme helt til bunds i, hvordan den her ulykke kunne ske,« siger pressechef ved Danish Crown, Jens Hansen, og fortsætter:

»Myndighederne er på sagen, og samtidig har vi selv sat et arbejde i gang, både internt, men også sammen med den leverandør, der har leveret maskinen, så vi kan sikre os bedst muligt mod en lignende ulykke i fremtiden.«