»Jeg var i en ret dårlig periode i mit liv.«

Sådan indledte en 38-årig mand mandag sin forklaring i Københavns Byret, hvor han er tiltalt i en alvorlig sag om voldtægt og overfald mod flere kvinder.

Manden har erkendt, at han voldtog en kvinde på et toilet ved saunaklubben Plugin Heat Club i København. Til gengæld afviser han blankt anklager om to voldtægtsforsøg dagen før samt beskyldninger om, at han skulle have båret kniv.

Foran dommeren og de to lægdommere sad den 38-årige mand mandag med et papirlommetørklæde i hånden, som han flere gange brugte til at tørre sveden af panden.

I retten beskrev han, hvordan hans liv ifølge ham selv brød sammen omkring årsskiftet mellem 2024 og 2025.

Han fortalte, at han tidligere havde levet et almindeligt familieliv og haft job i flere store danske virksomheder, men at han i perioden op til anholdelsen »ikke kunne kende sig selv«.

Ifølge den tiltalte skyldtes nedbruddet en kombination af arbejdsløshed og flere dødsfald i den nærmeste familie.

Han forklarede, at julen var særlig hård, og at han i dagene omkring nytår rejste rundt i landet med tog uden noget egentligt mål.

I retten fortalte han også, at en bekendt gav ham stoffer, som han mener var afgørende for hans handlinger.

»Mine venner og familie ville ikke kunne genkende mig i den periode,« sagde han og fortsatte:

»Det var ikke normale stoffer. Det var rigtig hårde stoffer – sådan nogle, som junkierne omkring Københavns Hovedbanegård tager.«

Ifølge den 38-årige var det første gang, at han havde prøvet at tage så hårde stoffer, som så fik det til at slå klik for ham.

Hans forklaring i retten var flere gange præget af hukommelsesproblemer.

»Det ved jeg ikke«, og »det husker jeg ikke« lød det gentagne gange fra den tiltalte, når anklageren og forsvareren stillede spørgsmål om hændelserne.

Retssagen ventes at strække sig over fire dage. Mandag afgav den tiltalte sin forklaring, mens de kommende retsdage blandt andet vil byde på vidneforklaringer og afhøringer af de forurettede kvinder.

Forklaringer, som den tiltalte har beskrevet som 'tossede'. Det kan du læse mere om HER.