Claus Larsen sad tilbage med en mærkelig fornemmelse, da han lige havde indgivet en anmeldelse til politiet.

Han følte ikke helt, at han blev taget alvorligt. Selvom sagen var alvorlig.

På vej hjem fra arbejde i Viborg den 10. december sidste år blev hans 18-årige datter passet op af en fremmed mand, som blokerede vejen og lagde sin hånd på hendes arm. Han fulgte efter hende flere hundrede meter hen til hendes bil.

Hun slap væk.

»Da hun kom hjem, brød hun helt sammen. Jeg ringede til politiet og anmeldte sagen. Men manden jeg fik i røret virkede meget afvisende. Jeg havde en fornemmelse af, at han prøvede at negligere sagen lidt.«

Sådan fortæller Claus Larsen, der også fik et indtryk af, at politiet udmærket vidste, hvem manden var, da de spurgte ind til, om han ikke så sådan og sådan ud. Betjenten talte også om, hvor manden plejede at holde til.

»Han siger, at vi bare skal være rolige, for manden er ikke farlig. Han kan højst finde på at lægge en hånd på armen og give et kys på kinden,« fortæller Claus Larsen, der ikke just blev beroliget af den besked,

»Vi reagerer lidt kraftigt på det udsagn, for han skal ikke røre ved folk og kysse nogen som helst på kinden,« siger han.

Politiet sender efter lidt snak frem og tilbage en patruljevogn afsted, men de finder ikke manden.

I midten af denne uge læser Claus Larsen så på bt.dk, at endnu en kvinde er blevet befamlet på vej  hjem fra et fitnesscenter i Viborg.

»Jeg blev næsten lidt harm over, at de ikke havde fået ham lukket ned i mellemtiden, da de tilsyneladende godt vidste, hvem det var. Og nu gik de så endda ud med en efterlysning med signalement af ham. Jeg tænkte, at der var noget, der ikke hængte sammen,« siger han.

Martin Løye er politiinspektør og linjechef for beredskabet ved Midt- og Vestjyllands Politi. Han understreger, at han ikke kender detaljerne i samtalen i forbindelse med anmeldelsen.

»Den her type henvendelser skal vi altid tage alvorligt, og vi prioriterer dem meget højt. Jeg er selvfølgelig ked af, hvis borgeren har haft en dårlig oplevelse, og det kan jeg kun beklage,« siger han.

Politiinspektøren beklager, hvis man har givet indtrykket af, at man godt vidste, hvem manden var.

»Jeg har endnu ikke haft mulighed for at tjekke op på samtalen, men det er en dårlig form for kommunikation, hvis vi giver udtryk for, at vi ved, hvem manden er.« siger han.

Heller ikke politiets udsagn om, at manden ikke er farlig, bryder han sig om.

»Vi har ikke belæg for at lave en sådan farlighedsbedømmelse og tale om kys på kinden,« siger politiinspektøren, som nu vil følge op på sagen.

»Vi må have en samtale med den operatør, som sad der den aften. I første omgang skal jeg have en samtale med lederen af afdelingen, og så må vi høre båndet igennem fra den telefonsamtale,« fortæller han.

Den formodede gerningsmand blev anholdt onsdag aften, og han sidder nu varetægtsfængslet i fire måneder sigtet for et voldtægtsforsøg og fem tilfælde af blufærdighedskrænkelse.