En mand i 30'erne er død under en drukneulykke i Roskilde Fjord. Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.

Nærmere bestemt fandt ulykken sted ved Vigen Strandpark i Veddelev ved Roskilde.

Her mødte politiet og redningsarbejdere op med båd og dykker mandag eftermiddag, da en mand var forsvundet fra sin familie.

Hen over aftenen fandt redningsarbejderne manden i vandet, og han blev med det samme fløjet til Rigshospitalet, hvor han nu er afgået ved døden.

De nærmere omstændigheder omkring ulykken kan politiet ikke oplyse.

Men de fortæller, at det er en familiefar.

Ud over politiet var familien også til stede i strandparken, og de er orienteret omkring situationen.