En familiebil med en mor, far og to små børn er lørdag aften kørt galt på en Q8-tank i Korsør efter Storebæltsbroen.
Ingen personer er kommet noget til, oplyser vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Bo Georg Petersen til Ritzau.
- Det er en familie, der kommer kørende fra broen og skal ind på tanken. Føreren mister herredømmet og kører ind i tankanlægget, kører videre ind i en motorcykel og standser derefter først henne ved butikken, siger han.
- Hun vælter lidt tankanlæg, en motorcykel og lidt forskelligt, tilføjer vagtchefen.
Uheldet er sket et par hundrede meter efter broen på Storebæltsvej. Politiet fik anmeldelsen om uheldet lidt før klokken 18.
Politiet fortæller, at der er sket skader på tankanlægget, motorcyklen og butiksfronten.
- Motorcyklisten var heldigvis lige gået ind på tanken, så han er uskadt, tilføjer vagtchefen.
Det formodes, at den kvindelige fører kan have fået et ildebefindende.
Hun og passagererne er kørt til et rutinemæssigt tjek på sygehuset.
/ritzau/