En familie fra Durup tæt på Nykøbing Mors fik sig en slem forskrækkelse natten til søndag.
Her vågnede familien til et højt brag fra deres garage.
Da familien på fire tjekkede, hvor braget kom fra, opdagede de, at hjemmets garage stod i flammer.
Det bekræfter indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Jesper Ørum, overfor TV Midtvest.
Ingen personer kom til skade under branden, og da garagen ikke lå op ad huset, nåede den ikke at sprede sig dertil, fortæller han.
Branden kom dog ikke uden konsekvenser:
»Garagen er udbrændt, og det samme er en trailer på adressen. En bil har taget lidt skader på fronten, og så sprang der to ruder i huset, men huset er fortsat beboeligt,« siger Ørum.
Noget var eksploderet i garagen, fortæller indsatslederen, men mere ved man endnu ikke om årsagen til branden.

