Tre mænd og en kvinde er tirsdag idømt fængsel og udvisning for groft overfald på kvindes nye kæreste.

Sønderborg. Det var et blodigt opgør, som 1. maj i fjor udspillede sig i en have i Tinglev. Her blev en 43-årig mand overfaldet og fik skåret huden af sin penis. Nu er tre mænd og en kvinde dømt i sagen.

Dommen er faldet tirsdag ved Retten i Sønderborg. Alle dømte er blevet udvist af Danmark for bestandig. De har valgt at anke dommen til Vestre Landsret, oplyser anklager Britt Ankersø.

De dømte er en far, hans datter og svigersøn samt hans ekskones bror. Faren, Mohammad Farog Mostaghim, er idømt tre års fængsel.

Datteren, Hadia Mostaghim, svigersønnen, Obaidullah Tawanuddin, og ekskonens bror, Harass Ahmad Fayaz, er alle idømt to års fængsel. Familien stammer fra Afghanistan.

Det var angiveligt jalousi, som lå bag overfaldet. Ekskonen var nemlig begyndt at se den 43-årige, og det fik Mohammad Mostaghim til at samle familien til overfaldet.

Mohammad Mostaghim er tidligere dømt for vold, og derfor har han fået en hårdere straf end de øvrige.

Ved overfaldet blev den 43-årige først jagtet af gerningsmændene. Han fik flere slag i hovedet og på kroppen, inden han blev holdt fast liggende og fik skamferet sin penis.

Anklageren har under sagen fortalt, at oplevelsen har givet offeret både fysiske og psykiske mén.

Retten har i forbindelse med dommen tilkendt offeret en godtgørelse på 30.000 kroner for såkaldt tort. Det er en godtgørelse for den krænkelse, han har oplevet.

Derudover er han tilkendt en erstatningen på 45.435 kroner for svie og smerte.

/ritzau/