En hel familie er i chok efter knivdrabet på 41-årige Heidi Abildskov.

Heidi blev offer for en ukendt knivmorder, da hun i timerne omkrig midnat natten mellem torsdag og fredag efter alt at dømme selv åbnede for sin morder i den villa i Virum nord for København, hun til daglig deler med sin samlever gennem mindst seks år.

Knivdrab

Han var på forretningsrejser i udlandet, da drabet skete. Heidi Abildskovs 16-årige datter fra et tidligere forhold var heller ikke hjemme, da drabet skete. Hun går i øjeblikket på efterskole på Midtsjælland.

- Jeg kan ikke sige noget. Jeg er så rystet, siger et nærtstående familiemedlem, der ikke ønsker sit navn frem.

Jimmy Abildskov, der er i familie med Heidi, er for rystet til at tale.

- Dér er vi ikke endnu, siger han.

Ingen i familien kan forstå, hvorfor Heidi Abildskov skulle dræbes.

- Jeg forstår slet ikke det her, siger et familiemedlem. Også for politiet er det voldsomme drabet på den 41-årige mor og skoleleder en gåde.

Eks-mand afhørt

Blandt de cirka 40 mennesker, som politiet foreløbig har afhørt i forbindelse med efterforskningen, er Heidi Abildskovs eks-mand, som også er far til hendes 16-årige datter.

Heidi Abildskovs samlever, der selv er far til tre børn fra sit tidligere forhold, var på forretningsrejse, da drabet skete, men han er hastet mod Danmark. Hans eks-kone er også blevet afhørt af politiet.

- Men det er sket rent rutinemæssigt, det gør vi altid i den slags sager, siger efterforskningsleder hos Nordsjællands Politi Henning Svendsen om afhøringerne af familie-medlemmerne.

Afventer teknikere

Politifolkene tør stadig ikke komme med noget bud på et motiv til drabet, ligesom Henning Svendsen ikke kan oplyse om knivstikkeriet har fundet sted inde i huset eller udenfor, eller om Heidi Abildskov har nået at kæmpe for sit liv og værge for sig.

- Vi afventer stadig resultaterne fra teknikernes undersøgelser, og før vi har dem, tør vi ikke sige noget om det, siger Henning Svendsen. Han tør heller ikke komme med noget bud på, om Heidi Abildskov kendte sin morder, eller om hun blev offer for en mislykket plan om røveri.

- Vi efterforsker bredt, siger Henning Svendsen.

Fundet af nabo

Heidi Abildskov arbejdede til daglig som souschef på Øresundsskolen på Østerbro i København.

Her passede hun torsdag sit arbejde som hun plejede. Politiets efterforskning viser, at Heidi Abildskov sagde farvel til en veninde i København ved 21-tiden og kørte mod Virum.

Få timer senere blev hun myrdet af knivstik.

Hun blev fundet fredag formiddag, da kollegerne på Øresundsskolen undrede sig over, hun ikke var mødt på arbejde som normalt.

Heidis samlever blev alarmeret, og han kontaktede en nabo, som gik ind ved siden af og fandt Heidi

Abildskov liggende i haven, hun var kun iført nattøj, som var plettet af blod fra et eller flere dødelige knivstik.