Den 67-årige Peder Madsen Høgh er efterlyst af Østjyllands Politi og familien. Han er ikke blevet set i tre dage.

'Vi er desværre kommet i en situation, som vi for alt vi verden helst ville have været foruden! Min bonusfar igennem 10 år er meldt savnet. Vi kan ikke få kontakt til ham og politiet kan desværre heller ikke,' skriver bonusdatteren til Peder Madsen Høgh, Pernille Hald på Facebook.

Til B.T. fortæller Lone Hald, der er mor til Pernille, og har haft et forhold til Peder Madsen Høgh gennem 10 år, at det bestemt ikke ligner ham at forlade sit hjem i Randers på denne måde.

»Det er vildt mærkeligt. Han svarede ikke på vores opkald og sms'er, så i aftes tog vi forbi hans lejlighed, hvor der var lys. Men han var der ikke. Hans telefon og mobil lå til gengæld i lejligheden. Det ligner ham ikke,« siger Lone Hald.

Da Peder Madsen Høghs bil er på værksted, mener familien, at han stadig må befinde sig i Randers-området og formentlig har forladt det til fods.

Familien selv har eftersøgt ham i løbet af fredagen.

»Vi har kigget efter ham i nærheden af hjemmet og ved hans kolonihave. Men den store eftersøgning lader vi politiet om,« siger Lone Hald.

Peder Madsen Høgh er sidst set tirsdag aften i sit hjem på Niels Ebbesens Gade i Randers.

Østjyllands Politi har siden torsdag aften ledt efter ham flere steder i Randers-området, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Men foreløbigt uden held.

Peder Madsen Høgh beskrives som:

  • 67 år
  • 175-180 cm høj
  • Spinket, nærmest ranglet af bygning
  • Har gråt, mellemlangt hår (mere gråt og lidt længere end på billedet af ham)
  • Bærer briller
  • Han er muligvis iført en hvid dunjakke
  • Han har en speciel, nærmest småløbende gang

Har du oplysninger om, hvor Peder Madsen Høgh kan befinde sig, eller ser du ham, så kontakt Østjyllands Politi på telefon 114.

Peder Madsen Høgh
Peder Madsen Høgh Foto: Privat
Vis mere