VED DU NOGET? Har du set de falske politimænd? Så hører BT gerne fra dig på Facebook eller på 1929@bt.dk.

For anden gang på kort tid har Østjyllands Politi konstateret, at personer udgiver sig for at være fra politiet.

Tirsdag var det en borger i Odder, der så nogle mistænkelige personer luske rundt ved Rude Havvej, som efterfølgende slog alarm.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Borgeren så mellem 11.30 og 12.15 en bil køre ind på en gårdsplads. Da borgeren henvendte sig til den ene mand, A, svarede han, at han var fra politiet, og at han ledte efter nogle mistænkelige personer. Umiddelbart efter gik endnu en mand, B, rundt om bygningen, som kiggede ind ad vinduerne.

De falske politimænd fremvist ikke noget politiskilt og ville ikke svare på, hvordan de mistænkelige personer så ud, men henviste i stedet borgeren til at ringe 114 for at få bekræftet, at de var fra politiet. Det var de så ikke, kunne vagtcentralen konstatere efter at have spurgt patruljerne via radioen.

Derfor efterlyser Østjyllands Politi nu de to mænd. De beskrives som:

  • A: Omkring 50 år, ca. 180 cm høj. Iført cowboybukser og mørk vindjakke. Talte fejlfrit dansk.
  • B: Mellem 30 og 35 år, ca. 180 cm høj. Iført cowboybukser og mørk vindjakke. Talte fejlfrit dansk.

Østyllands Politi modtog for nylig en lignende henvendelse om nogle mænd, der luskede rundt ved Teknologisk Institut i Aarhus.

Også disse mænd forklarede, at de var fra politiet, men kunne ikke fremvise ID. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt der er tale om rigtige betjente, anbefaler Østjyllands Politi det, at man beder om at se deres politiskilt.

Har du oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes via telefon 114.