En anmelder fik at vide fra Børns Vilkår, at der ikke gik indsamlere rund og kontaktede politiet.

Søndag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger om, at to personer, som hævdede at være fra Børns Vilkår havde ringet på døren og bedt anmelderen om at skrive personlige oplysninger ind på en iPad.

De formodede falske indsamlere blev blandt andet set på Rundhøj Allé i Holme i det sydlige Aarhus.

"Det er bedrag", lød det i en advarsel, som Østjyllands Politi sendte ud via det sociale medie Twitter klokken 17.43.

Men det var det ikke.

- Tre timer efter anmeldelsen ringede Børns Vilkår og sagde, at det var deres folk, fortæller Lars Bisgaard, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.

Han fortæller, at anmelderen efter at have haft besøg af de formodede bedragere selv havde ringet til Børns Vilkår. Her havde hun fået at vide, at det ikke var nogen derfra.

Derudover havde hun i en facebookgruppe set, at flere andre beboere i området undrede sig over fremgangsmåden fra de omkringgående personer.

- Derfor ringer hun til politiet, og på den baggrund vælger vi at advare borgerne, fortæller Lars Bisgaard, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.

Børns Vilkår har oplyst til Østjyllands Politi, at der er tale om såkaldte "facere", altså personer, der opsøger folk med henblik på at få dem til at støtte organisationen.

Børns Vilkår driver blandt andet Børnetelefonen, hvor børn kan ringe ind eller skrive for at tale med en voksen eller andre børn om deres problemer og eventuelt få hjælp.

/ritzau/