En 18-årig kvinde var usikker i sin forklaring, da hun skulle fortælle om falsk voldtægtsanklage i retten.

Det var en noget rodet affære, da en nu 18-årig pige skulle forklare, hvad der var sket på Fredericia Banegård i 2008, og hvad hun senere har forklaret i både byretten og landsretten omkring en påstået voldtægt. Det skriver jv.dk.

Tre drenge blev dømt for gruppevoldtægt af den dengang 15-årige pige, men da de havde siddet 14 måneder i fængsel, blev de frifundet blandt andet på grund af videooptagelser, hvor pigen indrømmede at have løjet i retten.

Pigen er tiltalt for falsk forklaring, men i Retten i Kolding havde pigen onsdag svært komme med klare svar, skriver jv.dk.

Hun blev blandt andet spurgt, om to af drengene havde holdt hende, mens hun havde sex med den tredje. Til det svarede pigen først, at hun følte, de havde været der, men bagefter kunne hun ikke svare ja til, at de faktisk havde været på banegårdstoilettet.

- Hun er en meget speciel pige, og det virker som om, hun har meget svært ved at skelne mellem, hvad hun føler, hun oplever, og hvad der faktisk sker. Forsvareren har også antydet, at en mentalundersøgelse viser, at hun lider af ADD, fortæller Niels Gandrup, som er jv.dks mand i retten, til jv.dk.

ADD betegnes som ADHD uden hyperaktivitet.

Onsdag eftermiddag skal anklager og forsvarer diskutere, hvorvidt en skjult optagelse af pigen, hvor hun indrømmer løgnen, kan bruges som bevis i sagen.