Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Dommen er faldet i en omfangsrig sag om en falsk caster, som lokkede unge kvinder til at smide tøjet foran kameraet, skriver Sjællandske Nyheder.
En tidligere gymnasielærer er idømt seks måneders betinget fængsel i en omfattende sag i Retten i Hillerød om blufærdighedskrænkelser af 41 piger og unge kvinder.
Det skriver Sjællandske Nyheder, herunder Frederiksborg Amts Avis.
Den i dag 36-årige mand erkendte sig skyldig uden forbehold og har, siden han blev anholdt af politiet på sin adresse i Hillerød i december 2020, været i behandling på en sexologisk klinik ifølge Sjællandske Nyheder.
Sagen blev dækket af DR i serien »Den falske caster«, hvor DR var i kontakt med en stribe af de mange unge, som alle blev udnyttet på samme måde.
Manden udgav sig for at være caster fra et modelbureau eller talentspejder fra et filmselskab og lokkede derefter de unge til at optræde nøgne, røre ved sig selv, simulere orgasmer eller lignende under en uægte casting.
Han lagde et stort arbejde i at udarbejde falske manuskripter og brugte stemmeforvrængning, for at få pigerne til at tro, at han var en kvindelig caster, lyder det i Frederiksborg Amts Avis.
Nogle af de unge kvinder, som manden kontaktede, var hans elever på Frederiksborg Gymnasium og HF, hvor han ikke længere er ansat.