En flittig svindler, der via nettet udgiver sig for at være en politibetjent ved navn Preben Nielsen, er tilsyneladende igen på spil.

Allerede i slutningen af marts advarede Nordjyllands Politi indtrængende mod ham, og nu er en 27-årig mand fra Skanderborg ifølge Århus Stiftstidende blevet snydt på samme vis.

Den falske betjent 'Preben Nielsen' har i adskillige tilfælde kontaktet folk via Messenger, hvor han udgiver sig for at være betjent. Ved at misbruge ordensmagtens autoritet lykkedes det ham på den måde at få den 27-årige lokket til at udlevere sit fulde navn, cpr-nummer og oplysninger om NemId. Bagefter oprettede svindleren ifølge Århus Stiftstidende et kvicklån på 4000 kr. i den 27-åriges navn og sørgede for, at pengene blev flyttet over til en anden konto.

Har du modtaget en henvendelse fra 'Preben Nielsen'? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Ifølge politikommissær Mich Klausen fra Sydøstjyllands Politi fandt svindelnummeret sted i torsdags, men først tirsdag blev det anmeldt til politiet. Politikommissæren understreger, at politiet ikke kontakter folk via Messenger, og i øvrigt har Sydøstjyllands Politi ingen ansatte ved navn Preben Nielsen.

I slutningen af marts i år advarede Nordjyllands Politi om en tilsvarende svindel, hvor gerningsmanden også benyttede sig af navnet Preben Nielsen. På det tidspunkt havde politiet i Nordjylland modtaget flere henvendelser fra folk, der var blevet kontaktet af den falske politimand, der endda havde vedhæftet sine beskeder et billede med politilegitimation.

Svindel via nettet er de senere år nærmest eksploderet i omfang. Eksperter har tidligere i B.T. opfordret til, at folk især er forsigtige med at udlevere koder og andre personlige oplysninger ved tvivlsomme telefonopringninger eller mail-henvendelser.

Over en en mio. voksne i Danmark har ved undersøgelser indrømmet alvorlig sjusk med deres password. Dermed er de ekstra udsatte for svindel og datatyveri.

Har du modtaget en henvendelse fra 'Preben Nielsen'? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.