En 64-årig hjemmehjælper fra Holbæk blev slået, da hun forsøgte at standse et røveri.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Kvinden blev nemlig mødt af en ung mand, som udgav sig for at være bankrådgiver, da hun passede sit arbejde og besøgte en borger. 

Borgeren havde givet manden flere af sine smykker, da hjemmehjælperen ankom.

Hun forsøgte at forhindre den falske bankrådgiver i at gå fra stedet.

Men det faldt ikke i god jord.

Gerningsmanden tildelte hjemmehjælperen et slag på den ene arm – og løb fra stedet.

Politikredsen beskriver manden som 15-25 år, 170-180 centimeter, spinkel af bygning, lys i huden, rødt kort hår og talte dansk. 

Han var iført lys beige sweatshirt og lyse blå cowboybukser.

Hvis man kender til gerningsmanden, hører politikredsen gerne fra dig på telefonnummeret 1-1-4.