Som fodboldspiller var han en beundret profil i Superligaen, hvor han igen og igen skulle skrive autografer efter kampene.

Nu er den tidligere sportsstjerne i stedet endt på anklagebænken i en af Danmarks største narkosager, der ser ud til at sende ham bag tremmer i mange år.

For onsdag formiddag erklærede han sig i Københavns Byret skyldig i de fem alvorlige anklagepunkter, som politiet har tiltalt ham for.

Hver enkelt af dem er rigeligt til at udløse endnu en solid fængselsstraf til ham, da tiltalen samlet drejer sig om gigantiske 82 kilo hård narko.

Og som en bemærkelsesværdig detalje nåede han at handle med 14 kilo kokain og 68 kilo amfetamin på kun tre måneder i 2020.

Det skete på et tidspunkt, hvor han tilmed var i gang med at afsone 13 års afsoning af en tidligere narkodom.

På gerningstidspunktet var den 49-årige narkohaj under udslusning på Kriminalforsorgens institution Lysholmgård på Stavnsbjergvej i Avedøre vest for København.

Her lagde han over for sine kriminelle venner ikke skjul på, at han kedede sig:

»Røvsygt her,« skrev han blandt andet på de kriminelles lukkede forum – det krypterede mobilnetværk EncroChat.

Her troede den tidligere fodboldspiller sig i lighed med netværkets andre 60.000 kriminelle brugere over hele verden i sikkerhed for myndighedernes aflytning og overvågning.

Det viste sig dog at blive en kostbar fejl for narkohajer, bandemedlemmer og menneskehandlere på alle kontinenter. For i marts 2020 lykkedes det med fransk politi i spidsen at infiltrere og dekryptere det lukkede netværk.

Dermed kunne politiet i realtid følge med fra sidelinjen i kommunikationen hos de organiserede kriminelle.

Det har siden ført til tusindvis af tunge retssager i mange lande, hvor de kriminelles flittige udveksling af tekst og billeder på deres Encrochat-mobiltelefoner har været en sand guldgrube for politiets efterforskere.

Den tidligere fodboldstjerne optrådte på EncroChat under dæknavnet 'Firstcall', mens to andre tiltalte i samme sagskompleks kaldte sig 'Anakonda' og 'Globalteam'.

Den tidligere fodboldstjerne blev dog af sine medsammensvorne også kaldt 'Fodbold' eller 'Fodboldspilleren'.

Og efterhånden følte han sig åbenbart så sikker på den lukkede kommunikationsplatform, at både han og nogle af de andre narkokriminelle også brugte deres rigtige navne, når de skrev indbyrdes.

»Jeg anskaffede Encro-telefonen i starten af 2020. Det var for at handle med hård narko,« erkendte fodboldspilleren onsdag uden tøven i Københavns Byret.

Hvorfor handlede du med narko på et tidspunkt, hvor du havde afsonet en tidligere narkodom i mange år og næsten var klar til at komme ud, spurgte specialanklager Tomas Hugger fra politiets National enhed for Særlig Kriminalitet.

»Det ved jeg ikke helt. Man tænker sig ikke om jo. Det er svært at sige. Men det er klart, at det var for at tjene penge. Jeg arbejdede, men jeg følte, at jeg havde brug for flere penge,« lød svaret fra den 49-årige eksfodboldstjerne.

Han har i de sidste godt 25 år fået en serie af alvorlige narkodomme, hvoraf han i 2020 var ved at være færdig med at afsone de 13 års fængsel, som Østre Landsret i 2012 udmålte til ham i en sag om over 20 kg heroin.

Både den tidligere fodboldstjerne og hans medskyldige organiserede deres narkohandel via særlige mobiltelefoner, mens de var under udslusning fra tidligere domme på Kriminalforsorgens institution Lysholmgård i Avedøre.
Både den tidligere fodboldstjerne og hans medskyldige organiserede deres narkohandel via særlige mobiltelefoner, mens de var under udslusning fra tidligere domme på Kriminalforsorgens institution Lysholmgård i Avedøre. Foto: Google Maps
Vis mere

Under udslusningen på institutionen i Avedøre sad han sammen med en anden af de tiltalte i den aktuelle sag – en 41-årig mand, der var ved at være færdig med at afsone en straf på 16 års fængsel.

Han erkendte sig i onsdagens retsmøde også skyldig i de to tiltalepunkter, der angik ham.

Det drejede sig om dels at få overdraget ét kilo kokain for en pris på 288.000 kroner og dels at have modtaget angiveligt 68 kilo amfetamin, der ved en kontrolvejning dog »kun« viste sig at veje 61 kilo.

Den store mængde amfetamin blev leveret fra en hvid Scania-lastbil på belgiske nummerplader.

En tredje tiltalt i sagen – en 51-årig mand, der også har afsonet en lang narkodom sammen med de to andre – nægter sig skyldig i de tiltalepunkter om samlet 13 kilo kokain, der angår ham.

Han erkender at have kommunikeret flittigt med fodboldspilleren via en Encro-telefon, men hævder, at det alene har drejet sig om hash – ikke kokain, der straffes langt hårdere.

Der ventes dom i sagen i slutningen af januar eller starten af februar.