En 20-årig kvinde er afgået ved døden, efter at hun formentlig er faldet ud over en skrænt på Stevns.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau torsdag formiddag.
Kvinden blev meldt savnet klokken 20.40 onsdag aften, efter at hun var gået ud for at gå en tur og ikke var vendt tilbage til sit bosted
Kvindens pårørende er underrettet.
I døgnrapporten skriver politiet:
'Den 20-årige, der boede på et bosted i nærheden, gik normalt en tur omkring eftermiddagen, og var efter dagens tur ikke vendt hjem. Der blev fundet friske fodspor i sneen, der endte ved en skrænt ned mod vandet i et meget ufremkommeligt område, hvor vejene frem til skrænten blev ved at fyge til med sne.'
'Vejret og den store mængde sne, der var i området, gjorde eftersøgningen af kvinden meget vanskelig. Der blev derfor rekvireret en båd med dykkere, samt to helikoptere, der skulle hjælpe med at afsøge området.'
'Klokken 02.54 fandt en helikopter kvinden liggende i vandkanten nedenfor en skrænt uden tegn på liv. Derfor blev der natten igennem arbejdet på at få kvinden reddet op fra skrænten, hvilket skete omkring kl. 7 torsdag morgen.'
