I en pressemeddelelse oplyser Københavns Politi, at tidligere spindoktor Peter Arnfeldt er sigtet i sagen om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) lækkede skattepapirer. Arnfeldt er sigtet for følgende forhold:

Forhold 1:

Overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 2, jf. stk. 1, jf. til dels § 21, stk. 1, ved på et ukendt tidspunkt i perioden fra torsdag den 16. september 2010 til oktober 2010 i København under særligt skærpende omstændigheder, med særlig risiko for at påføre andre betydelig skade, uberettiget til Ekstra Bladet at have videregivet eller forsøgt at videregive fortrolige oplysninger vedrørende Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skatteforhold, som han havde fået kendskab til i forbindelse med sit arbejde som særlig rådgiver for den daværende skatteminister.

Forhold 2:

Overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 2, jf. stk. l, ved på et ukendt tidspunkt i perioden fra torsdag den 16. september 2010 til onsdag den 7. september 2011 i København under særligt skærpende omstændigheder, med særlig risiko for at påføre andre betydelig skade, uberettiget til dagbladet BT at have videregivet fortrolige oplysninger vedrørende Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skatteforhold, som han havde fået kendskab til i forbindelse med sit arbejde som særlig rådgiver for den daværende skatteminister.

KILDE: Københavns Politi.