Over de seneste fem år er der sket et fald i antallet af anmeldte voldtægter. 25 procent færre anmeldelser er tikket ind hos politiet, men eksperter er uenige om årsagen.

Politiet får markant færre anmeldelser om voldtægt i dag end for bare fem år siden. Det skriver metroxpress.dk.

Således blev der i 2011 anmeldt 410 voldtægter over hele landet, mens det tal i 2007 lød på 566. Det er et fald på mere end 25 procent.

Mange voldtægter sker, uden politiet får viden om det. Men seniorforsker fra Statens Institut for Folkesundhedsvidenskab Karin Helweg-Larsen mener alligevel, at tallene afspejler virkeligheden.

- Når det falder konsekvent, er det jo et tegn på en nedgang, og det er vældig glædeligt. Det er langt fra alle ofre, der anmelder, men intet tyder på, at graden af anmeldelser er faldet, så en nedgang i anmeldelser tyder også på en nedgang i voldtægter, siger Helweg-Larsen, der forsker i seksuelle overgreb, til metroxpress.dk.

Men det er man ikke enige i på Center for Voldtægtsofre ved Aarhus Universitetshospital.

- Der er ikke nogen tvivl om, at de 410 anmeldelser i 2011 er relativt få i forhold til, hvor mange der rent faktisk bliver voldtaget. Der skal være et mere markant fald over endnu flere år, før vi kan begynde at være glade, siger ledende psykolog Anja Hareskov Jensen til metroxpress.dk.

Hun vurderer ligeledes, at når kun 53 personer blev kendt skyldige i voldtægt i 2011, er det et alt for lavt antal.

- Det er jo helt absurd. Der er så mange flere, der bliver udsat for voldtægt - det ved vi, fordi vi møder dem på centrene, forklarer hun.

Ifølge Karin Helweg-Larsen er der forskellige grunde til, at ofre for voldtægt ikke anmelder overgrebene.

- Det kan dels være et udtryk for, at der er sket en ændring i seksualmoralen, hvor der skal mere til, før man definerer noget som et overgreb. Derudover har der været meget medieopmærksomhed omkring, hvor svært det er at komme igennem med en domfældelse i voldtægtssager, og det kan måske afskrække nogen fra at anmelde, siger hun til metroxpress.dk.

I Rigspolitiet glæder de sig dog over, at der er sket et fald i antallet af anmeldelser.

- Vi er glade for at kunne konstatere, at der er en nedgang, og vi håber, at den udvikling vil fortsætte. Vi har ikke et godt konkret bud på, hvad det kan skyldes, men vi kan jo håbe på, at det blandt andet er, fordi man er blevet bedre til at passe på hinanden, lyder det fra kommunikationsrådgiver Carsten Andersen til metroxpress.dk.