Færre blev sidste år ofre for vold.
I 2020 blev der således registreret 28.186 ofre for vold, hvilket er fire procent færre end året før.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Der har ellers været et stigende antal voldsofre i de senere år fra cirka 17.200 i 2012 til cirka 29.300 i 2019, hvilket svarer til en stigning på 71 procent.
Faldet i voldsofre fra 2019 til 2020 drejer sig hovedsageligt om færre ofre for simpel vold. Det er vold efter straffelovens paragraf 244 - også kendt som den milde voldsparagraf.
Samme voldskategori er også én af årsagerne til den store stigning, der ellers har været gennem årene.
Selv om antallet af ofre generelt er faldet, så er der sket en stigning inden for nogle typer.
Eksempelvis var der sidste år flere ofre for trusler, drabsforsøg og ulovlig tvang.
/ritzau/