Vi er halvanden uges tid inde i juli, og det betyder, at mange danskere enten er gået på sommerferie eller er på vej.
Det betyder øget aktivitet mellem de danske øer og højsæson for færger.
Og dermed også færgekiosker, -caféer og lignende.
Men sådan skulle det ikke gå for Café Udsigten på Lolland lige ved færgelejet med afgange mod Fejø og Femø.
»Vi får en melding 14.59 om, at der er gået ild i frituren derude,« fortæller vagtchef hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi Jakob Jensen.
Branden udvikler sig desværre.
»Den får fat i bygningen og brænder desværre videre, så det er trist,« siger han.
Der er kommet »ret store skader«, siger han, og på billeder ser det heller ikke alt for godt ud.
Politiet har forladt stedet, men brandvæsnet fortsætter arbejdet på stedet tirsdag eftermiddag.
Ifølge vagtchefen var caféen, der ifølge seneste Google Maps-anmeldelse serverer en 'god kop te og en lun æblekage' åben, da branden brød ud.
»Så man fik gæsterne ud, og lidt efter anmeldelsen er en ambulance også kommet og har tilset personalet.«
Vagtchefen ved ikke, om nogen er blevet taget med til tjek på hospitalet, men der er ikke meldinger om tilskadekomne.