I forsøget på at opklare, hvad der er blevet af 23-årige Karen Kubel Rolighed, har Bornholms Politi i samarbejde med beredskabet gennemgået færgen Hammershus kvadratmeter for kvadratmeter.

Desværre uden held, forklarer vagtchef Nicolai Jensen.

»Vi har ikke fundet nogen spor, der kan bidrage til opklaring, ved at gennemsøge skibet,« fortæller han.

Derfor retter politiet nu deres fulde fokus på de andre efterforskningsmæssige spor i sagen.

Bornholms Politi

Spor, der blandt andet involverer flere hundrede timers materiale fra skibets videoovervågning.

Men selv om der er 80 kameraer rundt om på færgen, er Karen Kubel Rolighed endnu ikke dukket op på noget af materialet.

Den 23-årige kvinde fra Vestjylland har været forsvundet siden søndag klokken 17.30, hvor hun sidst blev set, da hun steg om bord på færgen i Rønne.

Planen var, at hun skulle med færgen til Køge og så videre mod Vestjylland, hvor hun bor, men da færgen gik til kajs i Køge, var den unge kvinde væk.

Her er 23-årige Karen Kubel Rolighed fotograferet af overvågningskameraet ved ombordstigningen søndag.
Her er 23-årige Karen Kubel Rolighed fotograferet af overvågningskameraet ved ombordstigningen søndag. Bornholms Politi

Kun en mulepose med nogle af hendes ting og hendes telefon var at finde på færgen.

Bornholms Politi har tidligere efterlyst vidner, der kan have set Karen Kubel Rolighed. Og det gør politikredsen stadig. Det kan ske på telefon 114.

»Vi afventer tip fra borgere rundt i landet. Der er ikke kommet noget i løbet af dagen,« fortæller Nicolai Jensen.

Han uddyber, at politiet de seneste dage har modtaget et par henvendelser, men altså ikke nogen, der har ført politiet nærmere en opklaring af sagen.