To modkørende bilister er onsdag kørt frontalt sammen på Rute 29/Aarsvej syd for Skarp Salling.

Den ene bil endte ude i grøften i siden af landevejen. Begge biler fik voldsomme skader.

I den ene bil befandt sig en 46-årig mand, i den anden en 70-årig mand.

Begge personer sad fast i bilerne efterfølgende, men de er blevet reddet ud.

Efter at have modtaget behandling på stedet er begge blevet bragt til Aalborg Universitets Hospital.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen, til B.T.

Vejen var tidligere lukket, mens man kunne passere via Vindblæs.

Klokken 18.00 oplyses det, at der er ryddet op ved uheldsstedet, og biler kan nu passere igen.