Motorvejen mellem Ejby og Aarup på Fyn er blevet spærret i østgående retning efter et færdselsuheld.
Det oplyser Fyns Politi natten til søndag i et opslag på det sociale medie X.
Her omtales hændelsen som alvorlig.
Det fremgår ikke umiddelbart, om der er nogen tilskadekomne, ligesom det ikke står klart, hvor mange køretøjer der var involveret.
- Politi og redning arbejder på stedet. Kør forsigtigt og vis hensyn, skriver Fyns Politi i et opslag klokken 02.45.
Politiet tilføjer, at tidshorisonten for arbejdet er ukendt.
Vejdirektoratet forventer, at motorvejen kan genåbnes sidst på natten, fremgår det af et opslag på X klokken 02.57.
Ritzau har uden held forsøgt at kontakte Fyns Politi.
Ejby og Aarup ligger omkring 30 kilometer vest for Odense.
/ritzau/
