En 22-årig mand er torsdag eftermiddag ved Retten i Randers blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for drabet på en 58-årig mand.

Der er ifølge dommeren begrundet mistanke om, at den 22-årige har begået drab.

Den sigtede varetægtsfængsles i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling.

Han har nægtet sig skyldig i drab.

Politiet modtog anmeldelsen i sagen klokken 21.55.

En ambulance og flere patruljer rykkede ud til huset i den østjyske by. Den 58-årige var ramt af stik i kroppen, og hans liv stod ikke til at redde.

En 22-årig mand, som er i familie med den dræbte, er blevet anholdt og sigtet for drab.

Den 22-årige mand befandt sig stadig inde på adressen, hvor han blev anholdt af de fremmødte betjente.