Fængsel på livstid.
Sådan lyder dommen ifølge det kurdiske medie Mezopotamya News til den 53-årige dobbelte drabsmand Hussein Abbas.
Han dræbte på den mest grusomme og bestialske vis i februar i fjor sin hustru, 27-årige Huda Ali Ahmad, og deres fælles søn, niårige Azad, begge fra Langeskov på Fyn.
Det voldsomme drab på Huda og lille Azad skete i den kurdiske del af Syrien, hvortil Hussein Abbas havde lokket sin hustru og tre børn fra Danmark under påskud af, at der var svær sygdom i den nærmeste familie. Men motivet var et andet: Huda skulle dø, fordi hun 'var blevet for dansk'.
Dybt tragisk gennemførte han sit forehavende og dræbte både Huda og parrets niårige søn med sten mod deres hoveder.
Drabet skete tæt på den kurdisk dominerede by Kobane, hvor også retssagen har fundet sted gennem mere end et halvt år.

I modsætning til Hussein Abbas var Huda og børnene trods kun få års ophold i Danmark fuldt integreret i lokalsamfundet, hvor Azad var en populær kammerat i skolen og på fodboldbanen i Langeskov, og hvor Huda selv var tæt på at være færdig med en uddannelse til frisør.
Hun havde en klar plan for sig selv og børnene i Danmark og ville etablere sig som selvstændig med egen frisørsalon.
Og børnene skulle vokse op i Danmark, hvor de to yngste, tvillingepigerne Hevin og Henderin, blev født, tre år før deres far brutalt tog deres mor og storebror fra dem.
Da det ikke lykkedes for Hussein Abbas at få Huda og børnene til at flytte med tilbage til Syrien, lokkede han dem alligevel til hjemlandet under påskud af alvorlig sygdom i nærmeste familie.
Og torsdag sidst på eftermiddagen blev der langt om længe sat punktum i drabssagen mod 51-årige Hussein Abbas, som udover at blive idømt fængsel på livstid også er dømt til at udbetale erstatning til de to tvillingepiger, som nu skal vokse op hos deres mormor, onkel og tante.
Men uden deres mor og storebror.

Den nu dømte far til Hevin og Henderin skal betale de to piger 30 millioner syriske pund svarende til godt 350.000 danske kroner i erstatning, lyder dommen fra retten i Kobane.
Kefa Abu Ras, som er kvindesagsforkæmper og gennem de seneste 16 år har arbejdet med at opkvalificere særligt udenlandske kvinder og arbejde aktivt imod negativ social kontrol i indvandrermiljøet, kendte Huda Ali Ahmad personligt.
Kefa Abu Ras betragter den efter kurdisk-syriske forhold meget hårde dom for hustrudrabet og drabet på sønnen som et vendepunkt, fordi retten valgte at dømme for to manddrab, som der reelt var tale om.
Og ikke – som Hussein Abbas og hans forsvarer hele vejen har advokeret for – at retten burde betragte sagen som en æresrelateret handling. Det ville nemlig i givet fald have givet en meget mild straf.
»Det er unikt, at retten har dømt for drabene. Det er et vendepunkt. Hussein og hans forsvarer har hele tiden forsøgt at få sagen til at være et spørgsmål om, at hun har krænket hans ære. Men det har retten fuldstændig tilsidesat. Det er jeg rigtig glad for,« siger odenseanske Kefa Abu Ras til B.T.
»Jeg er stadig meget, meget ked af, hvad der er sket. Det er dybt tragisk. Men med den her dom er der tændt et håb for de kvinder, der ligesom Huda drømmer om et frit liv,« siger Kefa Abu Ras.

Da Hussein Abbas kort før drabene forlod Danmark og rejste tilbage til Syrien, inden han under falsk påskud lykkedes med at lokke resten af familien derned, modtog han først 100.000 kroner og siden yderligere 115.000 kroner i repatrieringsstøtte – hjemrejsestøtte – fra den danske stat.
Dét på trods af, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye´forsøgte at forhindre det og kaldte det 'helt, helt uholdbart' og absurd.
Men da der ikke lovgives med tilbagevirkende kraft, er de danske skatteydere ikke kommet uden om at finansiere de 215.000 kroner til Hudas og Azads drabsmand.
Nu er Hussein Abbas dømt til at betale 350.000 kroner i erstatning til sine egne tvillingepiger for tabet af deres mor og storebror.
Kefa Abu Ras håber, at pengene rent faktisk også går direkte til pigerne:
»Det er mit dybfølte håb, at erstatningen kommer Hevin og Henderin til gode,« siger hun.