Kvinde blev holdt strengt isoleret af kommende ægtemand, og hendes selvværd blev nedbrudt, fastslår byret.
I en sag om voldtægt, mishandling og psykisk vold mod en samlever og senere hustru er en 40-årig mand tirsdag blevet idømt syv års fængsel af Retten i Glostrup.
Samtidig er offeret i sagen blevet tilkendt erstatning på 741.300 kroner, oplyser retten.
Ifølge tiltalen skete forbrydelserne i løbet af et halvt års tid i 2019. Blandt andet blev kvinden voldtaget og mishandlet i forbindelse med en bryllupsrejse i Thailand, hedder det i anklageskriftet.
En bestemmelse om psykisk vold blev indført i straffeloven i april sidste år, og endnu er der ikke afsagt særligt mange domme for netop den type forbrydelse.
Ifølge tiltalen installerede den nu dømte overvågningskameraer i parrets lejlighed i Herlev. Desuden skulle hun isolere sig fra familie og venner og måtte ikke gå ud uden hans tilladelse.
Hun var en synder og en luder, som fortjente at dø, skal han blandt andet have sagt.
Retten har fundet det bevist, at kvinden ud over voldtægt blev slået og revet i håret, ligesom han tog kvælertag på hende.
Den forholdsvis høje erstatning er givet for tort, svie og smerte samt for tabt arbejdsfortjeneste. Mandens hårde kontrol med hende betød, at hun mistede indtægter fra et job.
Retten har slået fast, at den psykiske vold betød, at kvindens selvværd blev nedbrudt, oplyser specialanklager Morten Frederiksen.
Under sagen har den 40-årige nægtet sig skyldig. Hans forsvarer, advokat Eigil Strand, oplyser, at dommen er anket til landsretten med krav om frifindelse.
/ritzau/