Han var vant til at jage rådyr med sin riffel, men tirsdag formiddag glemte en 67-årig morfar alt om jægeres etik, da han med seks skud i Fogedretten i København nådesløst dræbte en advokat og sårede sin eks-svigersøn.

- Hold dog kæft, råbte han blandt andet til sine skræmte ofre efter at have affyret sit første skud med den riffel, som han dagen før omhyggeligt havde savet løbet af på sit værksted på Sydsjælland.

Den præcise ordlyd blev i går dokumenteret ved grundlovsforhøret i Retten på Frederiksberg, hvor den 67-årige erkendte sig skyldig i drab og drabsforsøg.

Ved det dramatiske retsmøde dagen før havde han nemlig også medbragt en diktafon, som optog både optakten, skyderiet og den efterfølgende anholdelse.

På optagelsen fra skyderiet kan man både høre skuddene, de tilstedeværendes skrig og lyden, når den 67-årige resolut genlader sit drabsvåben.

- Av, av, av. Luk mig ud, hjælp - jeg vil hjem, tigger ofrene blandt andet, inden gerningsmanden nådesløst svarer: ’Det kommer du ikke til’ - og skyder igen.

Selv da den hårdt sårede svigersøn desperat lover igen og igen, at han er villig til at skrive under på, at han ikke længere vil have samvær med sit barn, er det ikke nok til at formilde den hævn- og blodtørstige morfar.

Tværtimod ærgrer han sig højlydt over, at han efter det sjette skud er løbet tør for patroner, mens svigersønnen stadig er i live og livsfarligt såret har haft held til at slippe på overlevelses-afstand af sin svigerfars afsluttende skud:

- Hold kæft! Jeg skulle have taget flere patroner med.

De manglende jagtpatroner betyder dog tilsyneladende også, at gerningsmanden selv er i live.

Forud for blodbadet i Fogedretten har han ellers på maskine skrevet et afskedsbrev, som politiet finder liggende på dommerens pult efter skyderiet i en stak af svigerfaderens sagsdokumenter.

I afskedsbrevet understreger han, at hverken hans kone eller datter kendte til planerne om at skyde, at han er utilfreds med ’den forskruede forældresamværslov’ og at ingen myndighed tilsyneladende tager hensyn til barnets tarv.

Igennem et år har morfaderen været en meget aktiv part i sin datters samværssag mod svigersønnen om parrets treårige søn. Undervejs har han ifølge et vidne optrådt ’meget dominerende og tit er blevet bedt om at tie stille’.

Den kvindelige dommerfuldmægtig, der havde sagen, har til politiet forklaret, at den 67-årige før skyderiet havde opbygget et ’intenst had’ til både hende selv og den nu dræbte advokat Anders Lindholt. Derfor havde hun bedt en ny kollega, der blot havde sin anden arbejdsdag i Københavns Byret ved skyderiet, overtage sagen.

Den nye dommer pådrager sig dog også hurtigt den 67-åriges vrede, fordi han irettesætter ham for med forvrænget stemmet at gøre nar ad advokat Anders Lindholts bemærkninger om, at han ikke vil have alle den 67-åriges bilag.

Det får vreden til at bruse op i morfaren, så han tager sin oversavede riffel frem og skyder, først mod svigersønnen og umiddelbart efter mod advokat Anders Lindholt.

Den 67-årige morfar var ikke tidligere kendt af politiet.

 


KLIK PÅ DE RØDE CIRKLER OG LÆS MERE OM FORLØBET

   

På mobil? Klik her.