Der bliver de kommende dage etableret et midlertidigt militært område i København.
Området vil være ved Nordsøvej 4, der ligger i Nordhavn, oplyser Københavns Politi i et opslag på X tidligt onsdag morgen.
Helt konkret oplyses der følgende:
»Københavns Politi har meddelt samtykke til Forsvarets etablering af et midlertidigt militært område ved Nordsøvej 4 i København fra onsdag den 1. oktober 2025 kl. 06.00 til lørdag den 4. oktober 2025 kl. 12.00.«
Det militære område vil dermed være at finde de kommende dage, hvor der også finder en række topmøder sted i hovedstaden i forbindelse med det danske EU-formandskab – og det bliver samtidig etableret, efter der den seneste tid har været flere droneobservationer over landet.
Blandt andet over lufthavne og militære anlæg.
»Området er bevogtet af Forsvaret,« oplyser Københavns Politi.
Statsminister Mette Frederiksen er onsdag den 1. oktober vært for et uformelt topmøde for EUs stats- og regeringschefer på Christiansborg.
På mødet deltager formanden for det Europæiske Råd, formanden for EU-Kommissionen, EUs udenrigschef, formanden for Europa-Parlamentet samt stats- og regeringschefer fra de 27 EU-lande.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, deltager via videolink.
Du kan følge udviklingen i vores liveblog lige HER.