Et midlertidigt militært område bliver nu oprettet i Køge Havn.
»Området er bevogtet af Forsvaret,« oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse søndag.
I den oplyses det også, at det militære område bliver etableret fra mandag den 15. december klokken 04.00 til torsdag den 18. klokken 16.00.
Det sker efter aftale med Forsvaret, oplyses det.
»Politiet og Forsvaret gør opmærksom på de særlige drone-regler, der gælder for militære områder,« lyder det.
Lørdag kom det også frem, at der med omgående virkning var blevet etableret et midlertidigt militært område i Taastrup ved et jernbaneterræn.

Det er gældende frem til mandag aften klokken 20.
Det sker ifølge Ritzau i forbindelse med, at 800 soldater og en masse materiel ankommer til Danmark.
Soldaterne og udstyret vender hjem efter at have været udstationeret i Letland i fire måneder som en del af en international brigade, der skal øge den militære sikkerhed i Baltikum.

