En etårig pige er i kritisk tilstand, efter at hun er faldet ud ad et vindue fra første sal i en boligejendom i Slagelse.

Det oplyser Jannick Hallø, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ulykken skete ved en boligblok på Torvegade i midten af Slagelse, og barnet er fløjet til Rigshospitalet i en lægehelikopter.

Politiet fik anmeldelsen klokken 10.20, hvorefter politi og ambulance rykkede ud til området.

På nuværende tidspunkt mistænker politiet ikke, at der er sket en kriminel handling i forbindelse med ulykken.

- Men vi er fortsat til stede i området, hvor vi laver en grundig teknisk undersøgelse og afhører naboer, siger Jannick Hallø.

Barnets forældre var selv til stede i lejligheden, da ulykken skete, og den nærmeste familie er underrettet.

Billeder fra stedet viser, at flere af politiets teknikere undersøger området omkring lejlighedsbygningen, hvor der er opsat afspærringer.

RITZAU