En kvittering for to sportstasker afslørede for nylig en 37-årig mand som narkokurer.

Taskerne blev fundet i en efterlyst BMW i Vangede nord for København, skriver Villabyerne.

Her havde bilen i flere måneder stået efterladt i et boligområde, men da en chauffør fra et inkassofirma kom for at hente den, bemærkede han straks en mystisk lugt i den.

Politiet kunne kort efter konstatere, at lugten stammede fra 996 gram kokain, som lå i fire fryseposer i sportstaskerne.

Men det var ikke kun kokainen, som en ukendt gerningsmand havde 'glemt.'

I taskerne lå nemlig også kvitteringen fra taskebutikken Neye, som knyttede 37-årige Osman Ali Ahmed til bilen.

Kort efter blev han anholdt på Christiania i København.

Da hans dna også blev fundet på poserne med kokain, klappede fælden:

Han blev idømt tre et halvt års fængsel ved Retten i Lyngby for at have været i besiddelse af kokainen med henblik på videreoverdragelse.

I retten erkendte Osman Ali Ahmed at være ejeren af sportstaskerne, men han afviste, at han have transporteret narkotika i dem. Han forklarede, at han havde en rulle fryseposer i taskerne, hvor han puttede svedigt sportstøj i efter træning.

Der blev dog ikke fundet sportstøj i bilen, så retten godtog ikke hans forklaring.

Dommeren lagde vægt på den store mængde kokain og det forhold, at Osman Ali Ahmed flere gange tidligere har været straffet.