En blot ét-årig pige er natten til lørdag død på Skejby Sygehus.

Dødsårsagen kendes ikke, men man formoder, at dødsfaldet er sket i forbindelse med barnets ophold i en gæstedagpleje i Herning Kommune.

Det fremgår af en mail, der er sendt til andre dagplejere og forældre i det berørte område, hvor ledelsen af Herning Kommunes dagpleje skriver, at barnet torsdag var i gæstedagpleje, og nu er afgået ved døden.

Det skriver Herning Folkeblad.

»Det er en dybt ulykkelig og tragisk sag. Vi har brugt dagen i dag (fredag, red.) på at få vendt hver en sten for at få afklaret, hvad der er sket i den tid, hvor barnet har været i vores varetægt,« siger Jørn Thomsen, der er dagplejens øverste leder.

Vagtleder ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen, bekræfter til B.T., at den ét-årige er død.

»Jeg kan bekræfte, at en ét-årig pige er død. Sagen ligger ved vores lokale efterforskning,« siger han.

Mere kan han dog ikke sige af hensyn til efterforskningen og de pårørende.