LIGE NU: Læs om fakkeltoget i Korsør til minde for Emilie Meng

Overser politiet et vigtigt vidne?

Den 59-årige førtidspensionist Erling Jensen så en hvid kassevogn køre som død og helvede gennem Korsør den nat, den 17-årige Emilie Meng forsvandt. Men politiet har takket nej til at høre hans forklaring.

Natten til 10. juli lå Erling Jensen lysvågen. Førtidspensionisten lider af posttraumatisk stress efter et overfald og har somme tider svært ved at sove. Ved firetiden gik han en tur i den lyse sommernat i retning mod det gamle færgeleje i Korsør.

Han satte sig på en bænk med udsigt til Storebæltsbroen, og der så han noget usædvanligt. En hvid kassevogn kom kørende i høj fart ad Storebæltsvej.

»Han kørte som en sindssyg for at sige det mildt. Det var lige ved, at han mistede herredømmet over bilen, da han drejede til venstre ad Skovbrynet. Jeg tænkte: ’Hold da kæft en idiot’,« siger Erling Jensen.

Han beskriver bilen som en hvid ’Mercedes Sprinter’ uden bagruder, men med synlig rust. Der stod ikke noget på siden af bilen, men der var firkantede mærker efter klistermærker, som var pillet af.

Ikke ressourcer

Bilen forsvandt ud af Erling Jensens synsfelt, men efter 2-5 minutter vendte den tilbage.

»Den kørte stadig i høj fart og drejede tilbage på Storebæltvej og videre op på motorvejen,« siger Erling Jensen.

Han nåede hverken at se føreren af bilen eller nummerpladen.

Først tænkte han ikke videre over det, men i takt med at historien om den forsvundne Emilie Meng begyndte at fylde medierne, gik det op for ham, at den bil, han havde set, måske kunne have noget med pigens forsvinden at gøre. Han ringede til Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, men de var ikke interesserede i at høre hans vidneudsagn.

»Jeg talte med en kvindelig betjent. Hun sagde, at det havde de ikke ressourcer til. Det undrede mig, eftersom politiet sagde, at man skulle henvende sig med selv de mindste oplysninger,« fortæller Erling Jensen.

Den hvide kassevogn

Vicepolitiinspektør Søren Ravn Nielsen, der leder efterforskningen, siger dog – adspurgt af BT, at man er opmærksom på Erling Jensens henvendelse.

»Vi har fået en del henvendelser om den hvide kassevogn. En lang række af de henvendelser, vi fik tidligere i forløbet, vil vi nu tjekke op på igen, og det her er en af de henvendelser,« siger Søren Ravn Nielsen.

Emilie Meng blev sidst set ved Korsør station den 10. juli, men juleaftensdag blev liget af hende fundet mere end 60 kilometer væk i en sø syd for Borup. Det betragtes af politiet som en drabssag.

»Stedet, hvor hun blev fundet, er ikke et sted, man kan komme til, med mindre man har et køretøj,« siger Søren Ravn Nielsen.

Gerningsmanden er altså her seks måneder senere stadig på fri fod, men hans bil kan blive en vigtig brik i at løse mordgåden.

Flere vidner har set en hvid kassevogn køre i høj fart nær Korsør den nat, Emilie Meng forsvandt.

Bilen er både blevet set inde i Korsør og i nærheden af Korsør Lystskov.

Ved du noget om sagen, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.