66.000 kroner lyder det foreløbige erstatningskrav til en 28-årig mand, der er sigtet for i sidste uge at knuse fem ruder i Kolding midtby.

Flere af ruderne var i ejendomme, som byggematadoren Pierre Legarth ejer, og han har allerede gjort skaderne op.

»Det skal selvfølgelig have konsekvenser, når man ødelægger andres ejendom. Det er jo glædeligt, at gerningsmanden er fundet, og jeg håber bare, at han har fortrudt sine handlinger,« siger han til Jydske Vestkysten.

Hærværket fandt sted natten til tirsdag den 8. august, og det fik erhvervsmanden til at gå i aktion.

På Facebook delte han et billede af gerningsmanden, som var blevet fanget af et overvågningskamera i Bredgade. Billedet var ifølge Vejle Amts Folkeblad ledsaget af følgende tekst:

»Nogen der kender denne tøsedreng som cyklede maskeret rundt i midtbyen i nat og smadrede utallige butiksruder kl. 02.07 med en dertil indrettet hammer i hånden? Dusør gives – kontakt mig venligst i pb (privatbesked, red.).«

Dusøren kom imidlertid ikke til udbetaling, da politiet allerede havde fået fat i en 28-årig mand, som de mistænker for at have begået hærværket.

Sammen nat var han nemlig blevet anholdt for at kaste en sten mod en bil og en brosten mod et hus, skriver Jydske Vestkysten.

Manden er nu sigtet for at have knust ruder.

Det er ikke første gang, at byggematadoren udlover dusør og deler billeder fra overvågningskameraer.

I sommeren 2019 delte han på Facebook overvågningsbilleder af mænd, som han mistænker for at have lavet graffiti på en af hans ejendomme.

Han udlovede også en dusør på 5.000 kroner for oplysninger om 'Picassomalerne', som han kaldte dem. Det skrev B.T. blandt andet om.

Dengang gav opslaget pote, da han kort efter blev kontaktet af folk i graffitimiljøet, der kunne fortælle, hvem personerne var.

Men det er ikke lovligt at dele den slags billeder med offentligheden.

Han forklarede i 2019 til B.T., at han var klar til at bryde loven igen. Og at han gerne så, at loven blev lavet om.

»Vi burde kigge på lovgivningen. Det er både komisk og tragisk, at man skal udstilles som en forbryder, fordi man beskytter sin egen ejendom.«