Entreprenør reagerer efter stilladsulykke: 'For at være ærlig er jeg egentlig ret rystet'
En 31-årig mand er i kritisk tilstand, efter et 50 meter langt stillads væltede på Nørrebro tirsdag. Nu sætter entreprenøren bag ord på hændelsen.

En 31-årig mand er i kritisk tilstand, efter et 50 meter langt stillads væltede på Nørrebro tirsdag. Nu sætter entreprenøren bag ord på hændelsen.

Lidt før klokken halv seks tirsdag forvandlede et voldsomt brag Nørrebrogade i København til et kaotisk ulykkessted.
Et omkring 50 meter langt stillads styrtede ud over vejen, cykelstien og fortovet og begravede en 31-årig mand under konstruktionen.
Hans tilstand beskrives fortsat som kritisk.
Kenneth Valentin Pedersen, direktør i LKA Enterprise, der står bag byggeriet, fortæller til B.T., at tirsdagens ulykke har rystet virksomheden.
»Jeg var inde forbi i går, og det var ret overvældende. Vi er rystede, og vi var ret rystede hele natten,« siger han.
»Vores fokus i dag har været på de mennesker, som blev berørt af ulykken. For at være ærlig er jeg er egentlig ret rystet.«
Hvad der præcist fik det omkring 50 meter lange stillads til at vælte ud over vejen midt i tirsdagens blæsevejr, er endnu uvist.
Ifølge Kenneth Valentin Pedersen holdt underentreprenøren, der stod for stilladsopsætningen, tirsdag møde med politiet og Arbejdstilsynet om ulykken.
»Vi har fået refereret nogle oplysninger om, hvordan mødet er gået, men myndighederne er ved at undersøge detaljerne. Indtil vi har en konklusion på det, har jeg ikke yderligere kommentarer,« siger han.
Direktøren understreger, at LKA Enterprise som hovedentreprenør tager ansvar for den del af sagen, der vedrører virksomheden, mens stilladsfirmaet har ansvaret for, at stilladset er monteret korrekt.
»Vi tager selvfølgelig ansvar for den del, der vedrører os som hovedentreprenør. Det er også derfor, vi mødte op kort efter ulykken og er i dialog med myndighederne om, hvad der er sket,« siger Kenneth Valentin Pedersen.
Samtidig ønsker han at rose indsatsen fra politiet, ambulancerne og de forbipasserende, der trådte til efter ulykken.
»Myndighederne rykkede meget hurtigt, og de var så effektive. Og de borgere, der hoppede ind og hjalp personen, som var fastklemt, er vi meget taknemmelige for,« siger han.
Området omkring Nørrebrogade 230 blev afspærret efter ulykken, mens oprydningsarbejdet var i gang.
Omkring klokken 04.00 natten til onsdag blev Nørrebrogade igen åbnet for trafik.
B.T. talte tirsdag med flere vidner til sagen.
Blandt andre Hanan Kassem, som fortalte, at hun stod og ventede ved krydset ved Borgmestervangen, da hun pludselig kunne se, hvordan stilladset faldt sammen.
»Det var vinden, der tog det. Det blæste meget, og det faldt ned med et stort brag,« forklarede hun.
De pårørende til manden, der er i kritisk tilstand, er underrettet.