Enkemand og børn 13 måneder efter grum ulykke: 'Vi går i sorggrupper'


Enkemanden Sven Anders og hans to børn på 11 og 15 år er stadig meget hårdt ramte, efter deres kone og mor, Beate Anders, i april sidste år afgik ved døden efter en meget omtalt ulykke.
»Vi har det fortsat rigtig dårligt. Min datter og min søn går i sorggruppe for børn, og jeg går i en sorggruppe for voksne,« siger Sven Anders til B.T.
I den her uge startede en retssag mod den 35-årige afghanske mand, der sidste år kørte ind i den bil Beate Anders kørte i på vej på arbejde.
Manden har bopæl på Udrejsecenter Kærshovedgård, da han er udvist på grund af en anden dom, og Anklagemyndigheden mener, at han skal dømmes op til seks års fængsel for at være skyld i ulykken, hvor Beate Anders døde.

Ved det første retsmøde mandag mente anklageren, at der var tale om vanvidskørsel, da den afghanske mand foretog en overhaling på en strækning, hvor der var fuldt optrukket spærrelinje og forbud mod overhaling, inden han ramte bilen med den 55-årige kvinde, der døde.
Under første retsmøde kom det også frem, at en blodprøve har vist, at den afghanske mand havde hash i blodet i forbindelse med ulykken.
Manden forklarede dog, at det skyldtes en joint, han havde fået fire til fem dage tidligere, og han sagde også, at han selv prøvede at afvige den bil, Beate Anders kørte i.
Det fik virkelig Sven Anders op i det røde felt.
»Jeg har hørt, hvad han sagde i retten, og hvis jeg ser ham, så eksploderer jeg fuldstændig,« sagde Sven Anders tirsdag til B.T.
Der forventes at falde dom 22. maj.
Enkemanden Sven Anders har fået et brev fra statsminister Mette Frederiksen (S): Læs brevet HER.