For fjerde gang inden for lidt over en uge er der blevet begået røveri i en dagligvarebutik i Odense. Denne gang var det Coop 365 på Enebærvej i Hjallese, der stod for skud.

En mand på omkring 30 år kom ind i butikken og trak en stor køkkenkniv frem. Han truede derefter kassemedarbejderen i butikken til at udlevere penge til ham.

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Sten Nyland til B.T.

»Vi fik anmeldelsen om røveriet klokken 21:39. En mand havde trukket en kniv og truet personalet i en dagligvareforretning med henblik på at få udleveret kassebeholdningen,« siger Sten Nyland.

Hvad røveren dog ikke vidste er, at lige netop den Coop 365 er en butik uden kontanter. Det lykkedes derfor ikke at komme fra stedet med nogle penge.

Manden forsvandt derfor hurtigt fra stedet til fods, og politiet efterlyser nu vidner, som kan have set manden.

Han beskrives som en mand på omkring 30 år, og som er almindelig til kraftig af bygning. Han skønnes at være omkring 180 centimeter høj, og så var han iført en lys eller hvid dunjakke med en stor hætte. Særligt for dunjakken er, at den nederste del af ryggen var mørk.

Han var desuden iført mørke bukser og mørke sko. Skoene var dog også hvide omkring vristen og sålen. Har man nogle oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på 114.