Trods de danske myndigheders forbud holder nogle virksomheder stadigvæk åbent.

Det lader i hvert fald til at være tilfældet i Odense, hvor politiet flere gange har haft bødeblokken fremme.

Det seneste tilfælde fandt sted søndag, hvor et værtshus i det sydøstlige Odense fik besøg af politiet, skriver Fyens Stiftstidende.

»Jeg kan bekræfte, at vi søndag middag har givet en bøde på 5000 kroner til en bar i det sydøstlige Odense,« siger vagtchef ved Fyns Politi Ehm Christensen til Fyens Stiftstidende.

Tidligere slog politiet til mod et værtshus i det nordlige Odense fredag, hvor der blev holdt smugkro i et baglokale for flere tilstedeværende gæster. Og lørdag var turen så kommet til en vandpibecafé i det indre Odense.

Alle tre gange uddelte politiet bøder. Da der i ingen af tilfældene var over 10 personer samlet, slap de tre virksomheder med 5.000 kroner i bøde. Derudover er alle tre steder nu blevet tvangslukket af politiet.

Bøderne er faldet, efter de danske myndigheder onsdag 18. marts indførte en række tiltag, der skal forhindre yderligere spredning af coronavirussen.

Det har medført, at blandt andet caféer, restauranter, natklubber, vandpibecaféer, værtshuse, fitnesscentre og frisører skal holde lukket.