Yderligere én mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i forbindelse til den flygtede drabsmand Philip Denié Dahl Petersen, som i mandags blev fanget af politiet.

Tirsdag blev drabsmanden og tre andre fremstillet i et grundlovsforhør og sigtet for narkobesiddelse samt flugt fra Vestre Fængsel. Men nu er endnu en blevet sigtet i sagen.

Der er tale om en 29-årig mand, som onsdag blev sigtet for besiddelse af cirka to kilo kokain.

Ifølge anklagemyndigheden var hans medsammensvorne den forvaringsdømte fange Philip Denié Dahl Petersen, som blev sigtet i samme sag tirsdag.

Ligeledes gjorde tre andre – en kvinde og to mænd – som også blev sigtet for at holde Philip Denié Dahl Petersen skjult.

Det er anklagerens opfattelse, at alle fem havde til hensigt at sælge kokainen.

Under grundlovsforhøret onsdag blev der nedlagt navneforbud mod manden, mens han nægtede sig skyldig i anklagen mod ham.

Den undslupne fange Philip Denié Dahl Petersen blev mandag fanget af politiet, efter at være på flugt fra Vestre Fængsel i knap en måned.

Københavns Politi rykkede om formiddagen ud til en kolonihaveforening i Københavns Sydhavn, hvor han blev anholdt.

Senere samme dag blev de tre første, som anklageren mener skjulte drabsmanden, anholdt.

Tirsdag blev den 29-årige føjet til anklagerens liste, men blev ikke sigtet for at holde ham skjult.