Blot få uger efter 'Paradise Hotel'-vinderen Teitur Skoubo er blevet idømt to år og seks måneders fængsel for voldtægt, skal endnu en reality-deltager for retten.

Sagen mod manden, der er i 30erne, omhandler voldtægt, ligesom det også var tilfældet med den dømte færing.

Voldtægten skal angiveligt have fundet sted en formiddag i august sidste år i Aarhus midtby. Nærmere bestemt 27. august 2021.

Her skal den tidligere reality-deltager have indledt et samleje med en sovende kvinde, som på grund af træthed og beruselse ikke var i stand til at modsætte sig handlingen og dermed give samtykke til akten.

Sådan står det beskrevet i anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i. Sagen mod manden begynder ved Retten i Aarhus på fredag.

Bliver den tidligere reality-deltager, som B.T. ikke nævner navnet på, da der er nedlagt navneforbud i sagen, kendt skyldig, vil han kunne risikere op til otte års fængsel, fremgår det af straffeloven.

Formentlig vil straffen dog være væsentligt lavere i denne sag, da sagen omhandler manglende samtykke.

Den tiltalte nægter sig skyldig.

Da Teitur Skoubo sidste måned blev idømt to år og seks måneders fængsel for at have voldtaget en 25-årig kvinde efter en bytur i november sidste år, lagde retten blandt andet vægt på, at han som en offentligt kendt person, burde være et forbillede for andre.

Af samme grund blev de realityprogrammer, som han har deltaget i på Viaplay og Discovery+, efter domsafsigelsen fjernet.

Det drejer sig om en sæson af 'Paradise Hotel' samt sæsoner af realityprogrammerne 'Ex on the Beach' og 'Singletown', som han efterfølgende også har deltaget i.

Om en eventuel dom i denne sag vil kunne få lignede konsekvenser, vil tiden vise.

B.T. følger sagen.