Politiet har anholdt endnu en ung mand i drabssagen fra Birkerød, hvor en 23-årig mand torsdag aften mistede livet.

Nordsjællands Politi skriver på Twitter, at en 20-årig mand nu også er anholdt og mistænkt i sagen.

Den unge mand henvendte sig selv til politiet tidligt lørdag morgen.

Kort derefter blev han anholdt - mistænkt for at være involveret i knivdrabet.

Han vil blive afhørt i løbet af dagen, og politiet vil derefter vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Fredag blev en 27-årig mand fra Ballerup varetægtsfængslet i to uger. Sigtet for at have været i besiddelse af et skarpladt våben i forbindelse med overfaldet.

To andre mænd på henholdsvis 18 og 20 år blev også fremstillet for en dommer fredag, men de blev løsladt kort efter. De er dog stadig sigtet for overtrædelser af våbenloven.

En fjerde mand på 21 år har også været anholdt i sagen - mistænkt for at stå bag drabet, men efterforskningen viste, at han ikke var impliceret.