Endnu en betjent frifundet i stortopslået sag
Politifolk var mistænkt for grov kriminalitet, men sagen skrumpede. Nu er betjent nummer to blevet frifundet.
Politifolk var mistænkt for grov kriminalitet, men sagen skrumpede. Nu er betjent nummer to blevet frifundet.
En stribe politifolk var mistænkt for tyveri og narkokriminalitet begået som led i deres tjeneste, men efter flere års efterforskning endte det i januar i år uden tiltale for noget relateret til den oprindelige mistanke.
Fire betjente blev dog i forbindelse med efterforskningen tiltalt for en række andre forhold, som dukkede op undervejs, men nu ser den del af sagen også ud til at smuldre.
Tirsdag er en 34-årig politimand ved Københavns Byret blevet frifundet for de anklager, som Statsadvokaten i København havde rejst mod ham på baggrund af efterforskningen foretaget af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).
Betjenten var tiltalt for at have været i besiddelse af 0,37 gram kokain til eget brug og for at have udvist grov skødesløshed eller forsømmelse i tjenesten.
Forsømmelsen bestod ifølge anklagemyndigheden i, at han ikke havde håndteret og registreret beslaglagte genstande, herunder tre gas- og signalpistoler, efter reglerne.
Men retten har altså ikke fundet grundlag for at dømme ham.
Københavns Byret har alene oplyst dommens konklusion, og dommens nærmere præmisser er derfor endnu ikke belyst.
I retten forklarede betjenten, at han ikke kendte til en lille pose med kokain, der blev fundet i hans lejlighed ved en ransagning i oktober 2023.
Kokainen kunne være hans kærestes eller stamme fra personer, der havde lejet stedet, eller fra gæster til en fest.
De beslaglagte genstande lå i en sportstaske i betjentens skab på politistationen. Han forklarede i retten, at det var meningen, at effekterne skulle sendes til destruktion.
For små to uger siden blev en anden betjent frifundet i en sag, som også udsprang fra den oprindelige efterforskning.
Også hos ham blev der foretaget ransagning den oktobermorgen, og her fandt politiet en lille pistol fra mellemkrigstiden. Den stammede fra et dødsbo og var blevet givet til betjenten aftenen før.
Det var et ægtepar i ejendommen, som havde fundet pistolen og givet den til betjenten. Parret var også tiltalt, men blev ligesom betjenten frifundet.
Den pågældende betjent blev imidlertid fundet skyldig i at have haft ting liggende på sin mobiltelefon, som hørte til tjenesten og ikke skulle være der.
Dog vurderede retten, at det var så bagatelagtigt, at en eventuel straf helt skulle bortfalde.
Yderligere to betjente er blevet tiltalt som følge af den oprindelige efterforskning. De anklages for at have løjet i politirapporter i en sag, hvor en mand blev løsladt til gaden.
Kort efter blev manden påkørt af en bil og afgik ved døden. Den sag kommer for retten til efteråret.
/ritzau/