Den drabsdømte ubådskaptajn Peter Madsen erkender endelig sin ufattelig grufulde handling.

Han torturerede, myrdede og parterede den svenske journalist Kim Wall. Hidtil har han kun erkendt den usømmelige omgang med lig, som er den juridiske terminologi anvendt til at beskrive, at Peter Madsen med en fukssvans opdelte den 30-åriges krop i forsøget på at skjule forbrydelsen.

Men nu tilstår Peter Madsen sin udåd. Det sker over for Discovery Networks i en ny programserie 'De hemmelige optagelser'.

»Der er ikke noget med, hvis skyld det er. Det er min skyld, hun døde. Og det er min skyld, fordi jeg begik forbrydelsen. Det er alt sammen min skyld,« siger han ifølge pressemateriale fremsendt af Discovery Networks.

Peter Madsen blev dømt for at dræbe, seksuelt mishandle og partere den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd en sommeraften i august 2017. Under hele forløbet holdt han fast i sin uskyld – indtil nu. I løbet af mere end 20 timers telefonsamtale med en journalist fra Discovery Networks indrømmer Peter Madsen blandt andet, at han tog livet af Kim Wall.

»Jeg kan huske hvert et millisekund af den ubådstur,« fortæller Peter Madsen i programmet.

Peter Madsen fortæller, at Kim Wall i ubåden 'rammer nogle ting' i ham.

I programmet spørger intervieweren:

Det er der, hun får trigget dig, og det er der, det definitivt går galt, at du i stedet for at slå på dig selv ender med at slå hende ihjel?

»Ja,« svarer Peter Madsen.

Peter Madsens udtalelser bliver i programmet analyseret af to eksperter, nemlig tidligere retspsykiater Henrik Day Poulsen samt tidligere souschef ved Rigspolitiets Rejsehold Kurt Kragh. De giver deres perspektiv på den berygtede drabsmand, hvis forfærdelige forbrydelse skabte overskrifter verden rundt.

»De samtaler, Kristian Linnemann (Discovery Networks journalist, red.) har haft med Peter Madsen, burde retspsykiatere og efterforskere i systemet lytte til. De kan være helt afgørende for, at man i fremtidige og tilsvarende drabssager vil kunne udarbejde en brugbar profil af den ukendte gerningsmand,« siger Kurt Kragh.

Peter Madsen afsoner sin livstidsdom for drabet på Kim Wall i Herstedvester Fængsel.

Anklager: Jeg er ikke overrasket

Det var den nu tidligere specialanklager i anklagemyndigheden ved Københavns Politi Jakob Buch-Jepsen, der førte sagen mod Peter Madsen i Københavns Byret.

Og han er ikke forbavset over Peter Madsens tilståelse.

»Jeg er ikke overrasket,« udtaler han kortfattet til B.T.

Jakob Buch-Jepsen arbejder i dag som advokat og forsvarer, og han er således ikke længere i anklagemyndigheden. Han ønsker imidlertid ikke at udtale sig yderligere i sagen.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, men det har ikke været muligt. Hun oplyser i en sms, at hun er i »retsmøde hele dagen«.

'De hemmelige optagelser med Peter Madsen' kan streames på dplay.dk nu.